søndag den 23. oktober 2011

Dessert-eksperiment!

Havde lige et granatæble som snart skulle bruges, så det blev til et forsøg på en granatæble-dessert forleden - faktisk med ret stor succes hvis jeg selv ska sige det!



Den bestod af granatæblemousse med et tyndt lag granatæblegele, anrettet med en smule frisk granatæble og chokolade"pinde". Moussen var dejlig sød og geleen lækker frisk, så det supplerede hinanden ret godt - og så elsker jeg bare smagen af granatæble!

Opskriften - hvis jeg skal lave sådan en lyder sådan her:
(Til ca 4 desserter)

Først "ordnes" granatæblet: bank det let ned i bordet på alle sider for at løsne kernerne. Skær det over i kvarte, og bank på skallen med en ske, så løsnes kernerne. Tag et par spiseskefulde kerner fra til anretningen. Herefter presses al saften ud af de resterende kerner, dette gøres nemmest i en si over en skål, og så mases kernerne med en ske indtil der ikke kommer mere saft ud. Det granatæble jeg havde gav ca 100 g saft, så det har jeg taget udgangspunkt i her. Men opskriften kan jo bare justeres så det passer med mængden af saft.

Mousse:
1 blad husblas ligges i blød i koldt vand. Halvdelen af granatæblesaften (ca 50 g) gives et kort opkog i en gryde sammen med en lille sjat mælk (1/2-3/4 dl brugte jeg) og kornene fra en halv vaniliestang og en tsk sukker. Imens røres et bæger past. æggeblommer sammen med ca 50 g sukker. Sukker-æggeblandingen hældes i den varme granatæbleblanding, og der piskes indtil massen bliver en lille smule tykkere. (ca 3-4 min). Derefter slukkes for varmen, og husblas smeltes direkte i den varme blanding.
Herefter piskes 1½ dl fløde til let skum, som vendes i granatæbleblandingen når denne er afkølet til tæt på stuetemperatur. Moussen fordeles i de glas den skal serveres i, og stilles på køl et par timer.

Gele:
1 blad husblas ligges i blød i koldt vand. Resten af granatæblesaften (ca 50 g) hældes i en gryde sammen med 1/4 dl vand, ca 25 g sukker og evt kornene fra ½ vaniliestang hvis man har lyst til det. Dette gives et kort opkog, hvorefter der slukkes, og den udblødte husblas smeltes direkte i blandingen. Lad blandingen afkøle til stuetemperatur, men vær opmærksom på den ikke når at stivne, før den forsigtigt fordeles ovenpå de kolde mousser med en ske. Vær opmærksom på ikke at hælde det på i en hård stråle, da det så godt kan løbe ned igennem moussen. Stil glassene tilbage på køl indtil servering (min et kvarter)

Anretning:
 Læg lidt granatæblekerner ovenpå geleen, og stik et par chokoladepinde ned i. Jeg smeltede lidt mørk chokolade på vandbad, strøg det ud på et stykke bagepapir, ventede til det var næsten hærdet, og skar det så ud i nogle fine tynde pinde som røg på køl indtil de skulle bruges.

Værsgo'!

:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar